Er dette Motorolas Android-mobil?

Motorola skulle ifølge dem selv fokusere på Android i år, og nu er billedet af, hvad der skulle være en af deres første Android-modeller, dukket op på nettet.

Er dette Motorolas Android-mobil?

Tidligere i år udtalte Motorolas direktør, at Motorola ville fokusere en del på Googles styresystem Android i år, og at de ville nedprioritere Windows Mobile, da de første mente, at det ville blive et spændende alternative til næste år, når Windows Mobile 7 efter alt at dømme kommer på markedet.

Selvom Motorola skulle have fokus på Android i år, har de dog stadig ikke lanceret nogen modeller med styresystemet. Nu er der dog dukket informationer om kommende Android-modeller fra Motorola op på nettet.

Den ene model skulle gå under kodenavnet Ironman, og der skulle være tale om en skydemodel med fuldt tastatur. Desuden skulle modellen også have 3G, WiFi og et kamera med høj opløsning. Den anden model går under kodenavnet Calgary, og det skulle blive Motorolas første Android-model på markedet. Den skulle også have et fuldt tastatur, men dog være lavet til den amerikanske teleoperatør Verizon, der bruger et andet netværk end vi gør her i Europa, hvorfor vi næppe får modellen at se herhjemme.

Desuden forlyder det også, at Motorola arbejder på endnu en luksusmodel ligesom Aura, der går under kodenavnet Rolex. Den skulle gøre brug af samme cirkulære skærm som Aura, men ellers kendes ingen detaljer om modellen.

Kilde: Engadget Mobile