Milliardtab og stort salgsfald for Sony Ericsson

Sony Ericsson fremviser store salgstab og et tab på 2,7 milliarder kroner i årets første kvartal og svenskerne sidder nu kun på 6 procent af mobilmarkedet.

Milliardtab og stort salgsfald for Sony Ericsson

Det lykkedes kun Sony Ericsson at sælge 14,5 millioner telefoner i årets første kvartal mod 22,3 millioner telefoner i samme kvartal sidste år – et fald der svarer til 35 procent. Sony Ericssons markedsandel i årets første kvartal svarer til 6 procent af det samlede mobilmarked – et fald på cirka 2 procent.

Det har samtidig betydet et omsætningsfald på cirka 7,5 milliarder kroner for den svenske virksomhed i årets første kvartal eller det der svarer til et fald på 36 procent.

Indtjening før skat viste et tab på 358 millioner euro, cirka 2,7 milliarder kroner.

CEO hos Sony Ericsson, Dick Komiyama, siger i en pressemeddelelse, at Sony Ericsson havde forventet et ekstremt svært første kvartal i 2009, men at de arbejder på at tilpasse deres forretningsmodel til de nye markedsrealiteter med henblik på igen at gøre Sony Ericsson profitabelt.

Sony Ericssons annoncerede spareprogrammer med 2.000 fyringer vil køre som planlagt, men de melder ud, at der skal spares yderligere 3 milliarder kroner og fyres yderligere 2.000 ansatte.

Sony Ericsson har det der svarer til cirka 8,25 milliarder kroner i likvide midler. Til sammenligning har Nokia cirka 60 milliarder kroner i likvide midler.

På årets Mobile World Congress lancerede Sony Ericsson “Entertainment Unlimited” med fokus på multimedieunderholdning og Sony Ericsson sætter deres lid til, at det vil vinde det tabte tilbage. Idou skulle blive den første mobiltelefon med prædikatet Entertainment Unlimited.