Nokia sænker prisen på N97
Da Nokia annoncerede N97 tidligere på året i Barcelona, forventede man en pris på omkring 5.000 danske kroner. Dette lader nu til at have ændret sig.
En britisk operatør udtaler til Mobile Today, at "det helt klart er sandt, at N97 ikke vil blive så dyr som først forventet". I samme vending fortæller operatøren dog, at prisen førhen var til at få tårer i øjnene af og giver udtryk for, at den nye pris heller ikke vil være lav.
I lande som Storbritannien har der været en række problemer mellem operatørerne og Nokia, fordi Nokia planlægger at levere N97 med bl.a. Skype til IP-telefoni. Teleanalytikere mener, at operatørerne i sidste ende alligevel bliver nødt til at tage modellen ind i sortiment grundet den store efterspørgsel fra kunderne.