Del 2: Mobilen på den japanske måde
QR (forkortelse for Quick Response) ligner en stregkode, men den kan indeholde langt flere data og bruges typisk til at gemme en internet-adresse. Når QR-koden fotograferes med mobilen, startes browseren automatisk på den indkodede adresse. Her kan man så f.eks. hente oplysninger om en koncert eller en vejviser til en offentlig park.
Mobilen bliver også brugt som betalingsmiddel med den såkaldte Felica-chip, der er udviklet af NTT DoCoMo og Sony. Det japanske teleselskab sælger en særlig form for mobiltelefoner kaldet “Osaifu-Keitai” (ordet Osaifu betyder pung), som indeholder en integreret RFID-chip. Den kan så bruges til at betale for billetten i undergrundsbanen og andre steder i det offentlige tognetværk ved at køre telefonen hen over en scanner.
Der er tale om et prepaid-system kaldet Mobile Suica, hvor man fylder den mobile "elektroniske pung" med penge ved at betale med sit kreditkort og så kan bruge løs med mobilen. Flere forretninger accepterer også "Osaifu-Keitai" som betalingsmiddel.
En af årsagerne til det store udbud af mobile tjenester i Japan er, at landet allerede for ti år siden fik en mobil datatjeneste, iMode, med e-mail, web, spil, sportsresultater og meget mere. iMode har aldrig slået igennem i resten af verden – der er mere end 50 millioner iMode-abonnenter i Japan, men kun nogle få millioner i resten af verden. Der er flere prismodeller og brugerne kan få ubegrænset datatrafik til en relativt lav pris på få hundrede kroner om måneden.
Den anden vigtige brik i det japanske mobileventyr er telefonerne, som generelt er mere avancerede end de vestlige modeller.
Her er alt fra telefoner med indbygget harddisk og fingeraftryksscanner til skridttæller og talesyntese. Nogle modeller, som denne Panasonic P905i har ligefrem indbygget bevægelsessensorer ligesom iPhone eller Nintendos Wii-styrepind.
Japanerne har et køligt forhold til iPhone – den imponerer ikke voldsomt i et land, hvor man er vant til mere fra sin mobiltelefon – og den tætte kobling med iTunes er et problem i en kultur, hvor det er mobilen – og ikke computeren – der er i centrum for det elektroniske liv.
Det kan også blive for meget – en ekspert anslår, at forbrugerne kun bruger mellem 5 og 10 procent af funktionerne på deres mobiltelefoner. Hvis man bliver træt af de mange indbyggede spil, kan man altid få en aften til at gå med at lede efter alle de funktioner på mobilen, man aldrig har fundet.
Nu mangler vi bare en service for turister, hvor man kan ringe ind og få oversat japansk til engelsk.
Moshi-Moshi?
Læs første del af Karim Pedersens indtryk fra det mobile Japan her.