Sony Ericsson W205 til det basale

Foruden S312 præsenterede Sony Ericsson i dag også W205, hvis primære formål er, at bringe oplevelsen af portabel musik ud til alle. Samtidig præsenterede Sony Ericsson i dag også højttalerstanden MS410 til film og musik.

Sony Ericsson W205 til det basale

W205 er navnet på endnu en mobiltelefon i lavprissegmentet fra Sony Ericsson. Ligesom med S312 er der intet særligt nyskabende over den prisvenlige W205, der ganske vist kombinerer Walkman, FM-radio og TrackID i et billigt produkt, men samtidig kun byder på 5 megabyte hukommelse til sange (eller rettere: en sang). Den eneste nye funktion i telefonen er umiddelbart muligheden for at have flere forskellige telefonbøger. Sony Ericsson forklarer i en pressemeddelelse, at det virker godt, hvis man f.eks. låner mobilen ud til andre.

Sony Ericsson fortæller, at telefonen er udviklet til de mennesker, der elsker musik på farten, men endnu ikke har haft en Walkman mobil. Ikke overraskende har telefonen af den grund et simpelt 1,3-megapixelkamera uden autofokus. Billeder og videoklip kan sendes via Bluetooth, MMS eller overføres med et USB-kabel.

Skærmen i W205 er med en diagonal på 1,8 tommer af minimal størrelse. Når man tager den lille størrelse i betragtning, kan det næppe komme som en overraskelse at skærmens opløsning er på sølle 128 x 160 pixels. Skærmen kan vise op til 65.536 farver.

Sony Ericsson W205 er en dual-band GSM telefon, og kommer på markedet i løbet af tredje kvartal i farvevarianten Ambient Black. Prisen er ikke oplyst, men forventes at blive lav.

MS410 Snap-on speaker stand

Hvis du har fulgt med her på siden, vil du formentlig tidligere have læst om en uannonceret højttaler til fremvisning af film og afspilning af musik på f.eks. W995. Højttaleren hedder MS410, og blev annonceret i dag. Der er tale om en stereohøjttaler med integreret FM-radio antenne. Ifølge Sony Ericsson passer den med alle Sony Ericssons Walkman mobiltelefoner. MS410 kommer i butikkerne i dette kvartal.