Gigantisk interesse for HTC Magic
"Skal du have HTC Magic, når/hvis den kommer til Danmark til maj?". Sådan spurgte vi jer læsere om i sidste uge og hele 46,1 procent meldte ud, at de skulle have den, da den ganske enkelt ser for fed ud.
Ekstra 46,9 procent vil gerne have den, men det kommer dog an på prisen. Det vil sige, at 93 procent af jer læsere seriøst overvejer at anskaffe HTC Magic, hvis den skulle komme til Danmark til maj, som vi er blevet oplyst af en kilde.
HTC’s PR- og kommunikationsmanager, Camilla Sebelius, kalder det for meget glædeligt, at så mange af Mobils læsere viser stor interesse for Magic, men derudover har de ingen kommentarer til en eventuel lanceringsdato.
Du kan læse en stortest over fire sider af HTC Magic i det kommende nummer af Mobil, som rammer butikkerne torsdag d. 16. april eller du kan fornøje dig med at se mere om den på Mobil-TV her.
Der blev afgivet i alt 1.775 stemmer.