Ny bølge af sms-spam

En ny bølge af sms-spam rammer danske mobiltelefon-ejere. Beskederne lokker med gode tilbud og let tjente penge, men sikkerhedsfirma advarer mod at lade sig friste.

Ny bølge af sms-spam

Spam stopper ikke ved indbakken. De uønskede reklamemails kommer også i form af sms-beskeder til mobiltelefonen. Ifølge sikkerhedsfirmaet CSIS har danske mobiltelefon-ejere i de seneste uger modtaget tusindvis af spambeskeder over sms.

I modsætning til e-mail, hvor mange efterhånden har installeret spamfiltre, mangler de fleste mobiloperatører stadig at installere den samme type filtre for sms-spam.

Samtidig har mange offentliggjort deres mobilnummer på nettet – og gør det dermed let for spammere at samle mobilnumre ligesom de høster e-mail adresser.

Sikkerhedsfirmaet vurderer derfor, at problemet med sms-spam kun vil blive værre i den kommende tid.

I de seneste uger har danske mobilbrugere bl.a. modtaget spam-beskeder som “Stå som ejer af lystbåd, vi bruger til fremvisning. Du tjener ca kr 8.800 hver måned. Mulighed 8 personer, først til mølle. SMS din e-mail for UFORPLIGTENDE info – og modtag 2 flasker rødvin” eller “Hej. Er du boligejer? Bl.a kan du via din ejerbolig opnå ekstra penge. Samtidigt tilbyder vi også attraktive finansieringer. SMS din mail og modtag komplet info”

Ligesom med den klassiske spam lyder anbefalingen, at man skal slette beskederne og ikke lade sig friste af tilbudene.