LG ruller Arena ud i Europa

LG begynder nu at sende deres nye topmodel Arena ud i de europæiske butikker. Og den er allerede nu særdeles efterspurgt.

LG ruller Arena ud i Europa

I sidste måned præsenterede LG deres nye topmodel Arena, der blandt andet byder på LG’s helt nye brugerflade, som de selv kalder for 3D S-Class. Derudover har modellen avancerede funktioner som et kamera på 5 megapixel og en 3 tommer stor trykfølsom skærm. Og nu skulle den være på vej ud i butikkerne.

Ifølge LG selv er de nemlig netop begyndt at sende Arena ud til de europæiske butikker. Det vil formentlig være store lande som Tyskland, Frankrig og Spanien, der først får glæde af modellen, men vi får den forhåbentlig også at se herhjemme inden alt for længe. Hvis LG da ellers kan levere nok eksemplarer. For ifølge dem selv har de allerede rundet en million forudbestillinger fra teleoperatører rundt om i verden.

Hvis du ikke kan vente med at få fingre i LG Arena, kan du prøve den nye 3D S-Class-brugerflade på LG’s hjemmeside her.