Jyske Bank: Nokia kan blive PC-gigant
Nokia har allerede haft forhandlinger med taiwanske producenter, så tanken om at begynde at producere bærbare computere får med stor sandsynlighed ben at gå på.
Nokia sælger cirka 40 procent af alle mobiltelefoner i verden, så muligheden for at blive storsælgende computerproducent foreligger.
Men det er ikke alle, der tror på den symbiose:
-I den seneste tid er grænsen mellem bærbare computere og smartphones virkelig svundet ind. Jeg har svært ved at se, at det kan blive en kæmpesucces for dem at sælge computere. I dag ligger prisen for en notebook i nogle områder faktisk under prisen for en god telefon. Og man tjener ofte mindre på netbookmarkedet, siger analytiker Anders Elbak fra IDC Nordic.
I en investeringsanalyse hos Jyske Bank er der mere optimisme at hente. Banken opfordrer stadig sine kunder til at købe Nokia-aktier, selv om man ikke tør spå, om at computersatsningen bliver en succes eller ej.
Bankens analytikere tror dog, at Nokia har, hvad det kræver for at skille sig ud i det nye marked:
-Nokia bør for eksempel kunne nyde gavn af deres know how indenfor brugevenlige styresystemer og funktionelt design i lille skala. Ligeledes bør Nokia relativt nemt kunne løfte Ovi satsningen (dvs. navigation, spil, musik, film, e-bøger, deling af filer, automatiske synkronisering af kalenderne mellem mobil og PC og backup) over på pc’en. Desuden har Nokia også en eminent know how indenfor optimering af batterilevetiden, hvilket er en væsentlig salgsparameter, skriver Jyske Bank i sin analyse, der også peger på, at Nokia i forvejen er verdens femte meste værdifulde varemærke, og at Nokia er godt repræsenteret i de mange nye markeder, der er på vej frem.
Også minusser
Ved samme lejlighed peger banken dog også på de ting, som kan blive Nokias akilleshæl.
For eksempel Nokias styresystem Symbian S60. Hvis det bliver styresystemet på computere, så vil manglen af pc-applikationer blive en ulempe. Også distributionen nævnes som en hæmsko.
Det er man enig i hos IDC:
-Det er et helt nyt marked for Nokia at bevæge sig ind på. Det er nogle helt andre spillere, som de skal slås med. Og selv om telekæderne bliver vigtigere i forhold til at få fat i kunderne på grund af det mobile net, så skal de alligevel ud og have fat i it-kanalen og detailkanalen, siger analytiker Anders Elbak hos IDC Nordic.
Jyske Bank anbefaler som sagt stadig, at man investerer i Nokia-aktier, selv om der ifølge analytikerne pt. er en negativ stemning omkring aktien:
-Vi forventer, at aktien vil rette sig hurtigt, når der kommer tegn på, at markedsforholdene er i bedring. Prisfastsættelsen er yderst attraktiv, skriver Jyske Markets.
Det hører også med til de positive fremtidsudsigter, at Nokia stadig har et gennembrud til gode på det nordamerikanske marked.
Nokias bærbare computere forventes på gaden næste år.