Sony Ericssons Facebook-mobil i handlen fra næste uge
C510 er endnu en mobil i Sony Ericssons serie af kameraorienterede Cyber-shot telefoner. C510 vil dog have en betydeligt lavere pris, når den kommer på markedet i uge 13. Den forventes at ende på under 1.500 kroner uden abonnement. Kameraet er på 3 megapixel og med autofokus.
C510 er Sony Ericssons første mobiltelefon med indbygget Facebook-applikation. Når man tager et billede med C510, kan man blandt andet vælge at sende billedet direkte til sin Facebook-konto. Alle ens Facebook-venners statusopdateringer ruller ligeledes forbi direkte på hovedskærmen. Telefonen vil også blive integreret med Windows Live Messenger, hvor man f.eks. vil kunne indlede en samtale ud fra telefonens kontaktliste.
Man kan også se og søge efter videoer på YouTube med C510s indbyggede YouTube-applikation. Det er også muligt at oploade videoer optaget på telefonen til det populære videosite.
I uge 13 forventes C510 til salg hos operatøren 3, der eksklusivt vil kunne tilbyde C510 med Facebook og Windows Live Messenger-applikationer i de første seks uger. Du vil kunne læse en test af Sony Ericsson C510 i det kommende nummer af Mobil. I mellemtiden må du nøjes med vores første indtryk af mobilen.