Microsofts nye programbutik også til ældre mobiler
Microsoft præsenterede to nye store ting på mobilmessen Mobile World Congress i Barcelona i sidste uge. Den ene var deres nye mobile operativsystem Windows Mobile 6.5, og den anden var introduktionen af Marketplace, som er en online butik, der skal tilbyde programmer til Windows Mobile på samme måde, som vi kender det fra blandt andet iPhones App Store.
De to nye tiltag er dog tilsyneladende ikke afhængige af hinanden. I et interview med Scott Rockfeld, der er leder for Windows Mobile hos Microsoft, fik sitet BostonHerald.com nemlig at vide, at Marketplace vil gå i luften før Windows Mobile 6.5 er på gaden, og at Marketplace også vil blive tilgængelig for brugere af Windows Mobile 6 og 6.1.
De første modeller med Windows Mobile 6.5 forventes på gaden i sensommeren, så Marketplace vil formentlig gå i luften engang sent på foråret eller først på sommeren.
Kilde: the::unwired