Danmarkspremiere: Vi har prøvet Sony Ericsson C901

Som det første medie i Danmark har vi fået fingre i Sony Ericsson C901, kameramobilen, som Sony Ericsson annoncerede i forrige uge. Vi har prøvet den nye model, der ser ganske lovende ud.

Danmarkspremiere: Vi har prøvet Sony Ericsson C901

Mobil har som det første danske medie afprøvet Sony Ericssons to nye kameramobiler i mellemklassen, C901 og C903, på dansk jord gennem en længere periode. I numerisk rækkefølge starter vi med C901 i dag, og følger op med vores første indtryk af søstermodellen C903 i morgen.

Godt format

Sony Ericsson C901 er en nydelig mobiltelefon i klassisk Sony Ericsson-design. Den er tynd, ligger godt i hånden, og vejer blot 107 gram. På trods af den relativt lave vægt og de massive mængder plastik, der udgør telefonens ydre, føles den rigtig godt bygget. Det gælder ligeledes for kameracoveret på bagsiden, der virker rigtig godt.

Sony Ericsson C901 er en tynd sag på 13 millimeter

Knapperne på C901 føles generelt en kende hårde, og det kræver noget tilvænning at blive god til at bruge dem. Det gælder for både tastaturet og valgknapperne såvel som volumentasterne på siden. Der er til gengæld god afstand mellem de enkelte knapper på tastaturet, hvilket letter tilvænningsprocessen.

Knapperne kræver nogen tilvænning

Bedste 5-megapixel kamera?

Sony Ericsson har valgt at markedsføre C901 på dens kamera, og efter at have knipset en række billeder med telefonen, virker det slet ikke som en dårlig idé. C901 byder nemlig på Sony Ericssons absolut bedste 5-megapixel kamera, der giver flotte billeder udendørs såvel som indendørs på grund af den rigtige xenon blitz.

Kameracover i en kæk rød farve

For at give jer en smagsprøve på kameraet i C901, har vi taget et billede i komplet mørke med telefonen. Som det fremgår af billedet herunder, er farverne gode og tilpas mættede.

Testbillede taget med C901 i komplet mørke

Endnu bedre bliver det næsten, når vi kigger tættere på detaljerne i billedet. Her er det muligt at læse teksten på magasinets forside og sammenlignet med andre kameramobiler i samme klasse, håndteres billedstøj rigtig godt.

100%-beskæring af testbilledet

Blandt kamerafunktionerne finder vi ansigtsgenkendelse; Smile Shutter; og Smart-kontrast. Især Smile Shutter er en sjov funktion, der sørger for at tage billedet, når alle personerne i søgeren smiler. Det virker overraskende godt, og telefonen er lynhurtig om at reagere på ændringer i ansigtsudtrykket.

TFT-skærmen er 2,2 tommer stor, og virker egentlig helt fint som kamerasøger – også udendørs. Den kan vise op til 262.144 forskellige farver på 240 x 320 pixels.

C901 i farvevarianterne Noble Black (th.) og Precious Peach (tv.)

Sony Ericsson oplyser, at telefonen kommer på det danske marked i løbet af andet kvartal. Det undrer os meget, eftersom telefonens software er stabilt og virker færdig. Den er let og hurtig at bruge, og det er ikke lykkedes os, at finde funktioner, der endnu mangler at blive færdige eller for den sags skyld helt mangler.

C901 vil være tilgængelig i tre forskellige farver – pink, sort og sølv – i årets andet kvartal. Vi forventer, at prisen ender på omkring 2.000 kroner inklusiv moms og uden abonnement.