Vi har prøvet HTC Magic

Den første Android-mobil fra HTC var ikke køn designmæssigt, men styresystemet så godt ud. Med Magic er der nu også kommet styr på designet. Slankere, flotte og ganske enkelt mere præsentabel end forgængeren.

Vi har prøvet HTC Magic

Det eneste, jeg umiddelbart godt kunne undvære på den her telefon, er det lille hjul midt for for neden. Den kan man bruge til at styre rundt i menuerne og fortage valg, men jeg kan ærlig talt ikke se pointen med den, da hele touch-brugerfladen i Magic fungerer glimrende. Hjulet skurrer nærmere i øjnene på en ellers fint designet mobil.

En markant forskel på Magic og G1 er, at der ikke er et rigtig QWERTY-tastatur med Dream – skrivningen foregår med det virtuelle tastatur på skærmen. Det lader til at virke helt fint.

Jeg har ikke prøvet Android G1 godt nok til at kunne bedømme, om styresystemet i Magic er blevet markant bedre – men HTC oplyser i hvert fald, at der er sket nogle ændringer i systemet, så det er blevet lettere at bruge.

Jeg synes, G1 var ret logisk at bruge, men mit umiddelbare indtryk af Magic er, at det faktisk er mere intuitivt at bevæge sig rundt i telefonen. Jeg var i hvert fald aldrig i tvivl om, hvad jeg skulle gøre for at aktivere den funktion, jeg nu havde lyst til.

Skærmen er ellers 3,2 tommer stor, ganske fornuftig for en mobil som denne. Den vejer 118,5 gram og måler 13,8 millimeter i tykkelsen. Det varierer formentlig fra person til person, men den kombination synes jeg godt om: Ikke for tynd eller tyk, ikke for let eller tung – den ligger ganske enkelt godt i hånden og glider ligeledes let ned i lommen.

Telefon har derudover GPS, turbo-3G (7,2 Mbit/s) og Wi-Fi.

Kameraet er på 3 megapixel med autofokus men uden fotolampe. Den er egentlig okay hurtig til at tage billeder, og de ser også helt fine ud på mobilskærmen, i hvert fald, hvis der ikke er for meget bevægelse der, hvor man fotograferede. Om billedkvaliteten kan holde på print eller computerskærm, må komme an på en prøve på et senere tidspunkt.

Taletiden skulle række til hele 7,5 timer – det har vi ikke kunnet teste, men holder det vand, er det en rigtig god batteritid.

Det, man primært hæfter sig ved med Magic, er designet. Det er dejligt, at den har et så fikst og stramt format, ja den lugter jo nærmest af almindelig forbrugermobil.

HTC Magic kommer i første omgang kun til de største europæiske lande, men HTC oplyser selv, at den også vil komme til Norden på et senere tidspunkt.