MWC: Samsung klar med endnu to nye modeller

Samsung har allerede præsenteret indtil flere avancerede mobiler i Barcelona. Nu disker de op med to nye af slagsen.

<k>MWC:</k> Samsung klar med endnu to nye modeller

Med alt ståhejen omkring de mange nye mobiler på Mobile World Congress i Barcelona, kan mere almindelige modeller hurtigt blive overset. Og det kunne nemt ske for de to modeller, Samsung netop har præsenteret. De er nemlig lidt mere på det jævne end mange af de andre nye mobiler, der er præsenteret i Barcelona.

Den første model hedder Ultra S7220, og er i et forholdsvist anonymt blokdesign. Den har en AMOLED-skærm på 2,2 tommer, et kamera på 5 megapixel med autofokus og fotolampe, en FM-radio og turbo-3G med en hastighed på op til 7,2 megabit per sekund.

Den anden model hedder Ultra S7350, og er i skydedesign. Den har en 2,6 tommer stor skærm med en opløsning på 240 x 400 pixel, og som Ultra S7220 har den også et kamera på 5 megapixel med autofokus og fotolampe, FM-radio og turbo-3G med en hastighed på op til 7,2 megabit per sekund. Desuden har modellen også indbygget GPS.

Der er endnu ikke oplyst udgivelsesdato eller pris for de to modeller.