LG’s kommende Android-mobil er en gammel model
LG har tidligere meldt ud, at de i løbet af 2009 vil have deres første mobil med Googles nye mobile styresystem Android på markedet. Indtil nu har vi dog ikke vidst meget om, hvordan en sådan model ville se ud. Men det gør vi nu.
Ifølge sitet T3 magazine har LG nemlig bekræftet, at det vil være modellen KS360, der blev introduceret sidste år, der vil være firmaets første Android-mobil. På den kommende model vil styresystemet således blot være ændret til Android, mens alt andet vil være det samme som på den allerede kendte KS360. Det betyder at modellen blandt andet vil have et fuldt qwerty-tastatur, en 2,4 tommer stor skærm og et kamera på 2 megapixel.
Den nye model skulle komme i handlen til sommer. LG oplyser desuden, at de planlægger at lancere yderligere to Android-modeller i år.
Kilde: T3 magazine