Nokia og Facebook tæt på aftale
Man har længe kunnet bruge Facebook på mobiltelefonen via Facebooks mobile webiste, men Facebook har gjort det klart, at de vil ind på mobilmarkedet for at blive langt bedre integreret i mobiltelefoner. Senest har en talsmand udtalt til Wall Street Journal, at man ønsker at samarbejde med mobiloperatører verden over for at få færdigudviklet Facebook til mobilen. Og netop nu ser det altså ud til, at Nokia kan blive den første store samarbejdspartner.
I hvert fald rapporteres det i Wall Street Journal, at de to ligger i tætte forhandlinger om et samarbejde. Det rapporteres dog også, at Nokia endnu ikke har besluttet, om de ønsker at indgå et samarbejde med en så veletableret virksomhed som Facebook, eller de i stedet vil satse på at udvikle deres eget sociale netværk.
Og selv hvis Nokia beslutter sig for at fortsætte, er der endnu forhindringer, der skal ryddes af vejen, inden en endelig aftale kan komme på plads. Man er for eksempel ikke helt enige om, hvor meget og hvordan der skal værnes om kundernes private oplysninger, ligesom man diskuterer, hvorvidt telefonens adressebog skal kombineres med oplysningerne fra Facebook, og i så fald hvordan.
Det forventes, at der kommer en kortere udmelding fra de to virksomheder på næste uges Mobile World Congress, men at forhandlingerne vil fortsætte derefter. Indtil aftalen er endeligt på plads, ser det i øvrigt ud til, at Facebook også forhandler med en stribe af Nokias konkurrenter.