BBC-succes kan sætte gang i Tv på mobiltelefoner
BBCs iPlayer gør det muligt at downloade BBC-programmer til mobilen op til en uge efter, de har været vist på Tv, og efterhånden som iPlayer er blevet tilgængelig på flere og flere modeller, ser det ud til at interessen også er steget dramatisk.
En artikel i Financial Times citerer en BBC-talsmand for at udtale, at kunderne nu endelig ser ud til for alvor at være klar til Tv og radio på mobilen. Og det spås også i artiklen, at 2009 kan blive året, hvor video på mobilen virkelig kommer til at opleve et gennembrud, efterhånden som andre producenter får øjnene op for mulighederne i produkter i stil med iPlayer.
Samtidig kunne The Guardian i øvrigt tidligere på ugen rapportere, at den oftest downloadede applikation fra Apples iTunes-service i øjeblikket er Independent Television News’ (ITN) Tv-nyheder, som på 10 dage er downloadet omtrent 45.000 gange.