Dantalk trues med konkursbegæring
Lønningerne er ikke blevet betalt, fordi Dantalks kasse er tom. Kæden venter på yderligere kapital fra en investor. Penge, der skal komme i løbet af et par dage. Det fortæller kædedirektør Gudmund Sigurdsson.
Det drejer sig om et etcifret millionbeløb fra en unavngiven investor, der skal sætte Dantalk i stand til at betale lønningerne, senest i morgen, onsdag, oplyser han.
Det er i sidste øjeblik, hvis det står til de ansattes fagforening, Krifa. Hvis pengene ikke falder i denne uge, vil Krifa få sin advokat til at sætte gang i en konkursbegæring mod Dantalkselskabet, Dantalk Danmark, der formelt står som arbejdsgiver. Det siger Krifas juridiske centerchef, Jens Peter Aagaard.
Lønnen skulle være betalt for over en uge siden, og Jens Peter Aagaard forklarer, at hvis lønudbetalingen er mere end fem dage forsinket, anser Krifa det for brud på ansættelseskontrakten:
-Med mit kendskab til normale procedurer på arbejdsmarkedet er det påfaldende, at arbejdsgiveren ikke betaler lønnen, siger Jens Peter Aagaard.
Det er anden gang på kun et halvt år, at Dantalk er tæt på en konkurs. I efteråret var Dantalk i skifteretten, hvor kæden afværgede en konkurs ved at love skifteretten at skaffe ny kapital. Det skete kort før jul, hvor den norske tele-investor Stein Matre trådte til med et millionbeløb.
Efterårets kapitalindsprøjtning var tilsyneladende ikke nok, men Dantalks Gudmund Sigurdsson afviser, at kædens problemer er dramatiske og hævder, at kæden igen er oven vande efter efterårets krise:
-Vi har været gennem en hård prøvelse, men det burde være overstået nu, lyder det fra Gudmund Sigurdsson.