Flere detaljer om ny touch-mobil fra LG, KM900
I går så vi det første billede af LG’s nye touch-mobil med navnet KM900 Arena. Sammen med billedet fulgte nogle sparsomme informationer, der dog ikke fortalte den fulde historie om modellen. Nu er en længere liste med modellens specifikationer så dukket op.
Det er igen sitet All About Phones, der har snuset mere nyt op om modellen. Ud over kameraet på 5 megapixel, skulle modellen ifølge de nye informationer have en trykfølsom skærm på 3 tommer med en opløsning på hele 480 x 800 pixel. Den nye liste bekræfter desuden, at modellen understøtter WLAN, radio og mobil-tv, selvom det dog ikke vides, om radio og mobil-tv blot vil foregå over mobilnetværket, eller der er indbygget separate modtagere til begge dele. Desuden listes modellens mål til at være forholdsvis kompakte 105,9 x 55,3 x 11,95 mm.
LG KM900 Arena bliver formentlig officielt præsenteret senere på måneden på mobilmessen Mobile World Congress i Barcelona. Modellen skulle ramme de europæiske butikker allerede i næste måned.