Firefox til Windows Mobile i næste uge
Den mobile udgave af den meget populære internetbrowser Firefox, der går under kodenavnet Fennec, har efterhånden været et stykke tid undervejs. Sidste år blev den første offentlige udgave gjort tilgængelig. Den virkede dog kun på Nokias internettablets, og det var således kun et meget begrænset publikum, der fik lov at prøve den nye internetbrowser. Nu er den dog på vej til et noget bredere publikum.
På den officielle blog for den mobile udgave af Firefox skriver teamet bag internetbrowseren nemlig nu, at de satser på at have en version af programmet klar til Windows-mobilen HTC Touch Pro i den første uge af februar. Og selvom der ikke står noget om understøttelse af andre Windows-mobiler, kan man nok roligt regne med, at en udgave til Touch Pro hurtigt vil blive modificeret og gjort brugbar på en række andre Windows-mobiler.
Kilde: IntoMobile og MozillaWiki