Første Android-mobil med to sim-kort
Mobiler med plads til to sim-kort er set før, men de er dog aldrig rigtig slået igennem i stor skala. Blandt andet har Samsung lavet et par modeller med plads til mere end et sim-kort, men de er altid kun blevet sat til salg i et begrænset antal lande. Måske kan en ny Android-model dog gøre mobiler med to sim-kort mere populære.
En ny model med navnet DSTL1, der er lavet af firmaet General Mobile, gør i hvert fald sit for at virke indbydende. Den bruger som sagt Googles nye open source styresystem Android, og har desuden plads til to sim-kort, hvilket gør den til den første Android-mobil med denne funktion. Derudover er designet holdt i rene og lækre linjer, mens resten af specifikationer også er ganske gode. Således har den en trykfølsom skærm på 3 tommer med en opløsning på 240 x 400 pixel, mens WLAN også er indbygget. Desværre ser det ud til at 3G mangler i modellen, der til gengæld har et kamera på 5 megapixel, der er lavet af Sharp, med både autofokus og fotolampe. Modellen måler 112 x 54 x 16 mm, og vejer 135 g.
General Mobile DSTL1 skulle blive præsenteret officielt i næste måned på mobilmessen Mobile World Congress i Barcelona. Dens skulle blive sat til salg i tredje kvartal i år, men det vides endnu ikke, om vi får den at se på disse kanter.
Kilde: IntoMobile