Sony Ericsson fanger prototypetyv

35-årig mand stjal Sony Ericsson-prototyper for en halv million kroner.

Sony Ericsson fanger prototypetyv

En 35-årig mand, der i løbet af mandag og tirsdag stjal et ukendt antal prototype telefoner fra Sony Ericssons afdeling i Lund, blev onsdag arresteret. Arrestationen fandt sted, efter politiet fandt i omegnen af 100 telefoner og en laptop med et endnu ikke afsløret indhold, i hans hjem.

Manden var tilsyneladende ikke ansat i Sony Ericsson, men indgik i et arbejdsmæssigt samarbejde med virksomheden og kunne derfor frit benytte et gyldigt adgangskort til at komme ind i Sony Ericssons bygninger.

Manden anslås sammenlagt at have stjålet for cirka 750.000 svenske kroner, hvad der svarer til omtrent 510.000 danske kroner.