Sony Ericsson W595: Musikalsk storsællert

Med W595 lægger Sony Ericsson sig midt mellem to andre nye modeller, nemlig den mere eksklusive W902 og den enklere W302. Men det er ikke så enkelt, så man vælger model efter størrelsen på sin tegnebog. W595 er nemlig den eneste model af de tre, der er skydebar. Om man synes om det, er et spørgsmål om smag og behag, men skydebare telefoner har som regel visse givne fordele og ulemper på grund af designet.

Gode taster

En af disse er, at man får en god tastaturlås. Når telefonen er lukket sammen, behøver man ikke spekulere over risikoen for at ringe fra lommen, og når man skyder tastaturet frem, kan man straks begynde at taste. En anden rar egenskab er, at der er masser af plads til tasterne. Den cirkelformede firvejsknap under skærmen er bred og let at trykke på. Også ciffertasterne er godt udformet med afstand nok i højden og en smule hævet over coveret, så man kan mærke tasternes konturer under fingrene. Udformningen af tasterne føles i det hele taget velgennemtænkt og giver et godt indtryk. Det her er dog ikke nogen særlig dyr telefon, og den giver virkelig ikke noget udtryk for, at den skulle være eksklusiv på nogen måde. Snarere giver den et lidt plastikagtigt og billigt indtryk, men uden at den dog føles svag eller følsom. Når det gælder det første indtryk af telefonen, bidrager den gummiagtige overflade på bagsiden til at give et positivt indtryk. Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor Sony Ericsson ikke bruger samme materiale i coveret rundt om. Det ville have været perfekt også at have det forbedrede greb, som gummioverfladen giver, på forsiden af telefonen. Nu bliver det i stedet sådan, at jeg placerer tommelfingeren midt på skærmen, når jeg skal skyde telefonen op. Den fungerer også, men giver en skærm fuld af fingeraftryk. Konstruktionsmæssigt er der kun en ting, jeg vil sætte spørgsmålstegn ved. Eftersom W595 er en musikmobil, kan man forestille sig, at visse brugere har flere hukommelseskort, som de skifter imellem. For at komme til hukommelseskortpladsen, skal man først åbne batteriklappen på telefonens bagside. Klappen er meget tynd og bøjelig, og når man åbner den, føles det som om de plastikbidder, der holder den på plads, kan brække af når som helst.

Så er der det tilbagevendende spørgsmål, hvorfor så få producenter, der laver skydetelefoner, sørger for at placere kameraet, så det er beskyttet, når telefonen er lukket sammen. Jeg antager, at det helt enkelt er lettere at placere det der, hvor det sidder på W555 og flere andre modeller; helt ubeskyttet på telefonens bagside.

Gode ikoner

Hvis man kigger indeni, vil alle, der er vant til Sony Ericssons almindelige telefoner, føle sig hjemme. Smartphone har betydet en udfordring, men der er ingen tvivl om, at Sony Ericsson kan lave enkle Java-telefoner. Ikonerne er tydelige, og menuerne føles logiske stort set hele vejen igennem. Jeg har dog lidt svært ved at forstå idéen med, at man i hovedmenuen dels har et medie-ikon og direkte under det vælger at placere et Walkman-ikon. Det spiller ingen rolle, hvilke af disse man vælger, eftersom begge fører samme sted hen. Og det føles heller ikke helt logisk at lade spil være en del af Mediemenuen, selvom man kan se det som en slags samlingsplads for underholdning af forskellig slags. Så burde FM-radioen også have været med der og ikke være en fritstående funktion.

Gennemsnitlig lyd

Medieafspilleren er altså af Sony Ericssons Walkman-afspillere, hvilket betyder, at man får en flot og overskuelig brugerflade. Lydmæssigt er den også mere eksklusiv end almindelige Sony Ericsson-telefoner. Blandt andet indgår et specielt headset. Personligt er jeg glad for, at det ikke er af den type in-ear-høretelefoner, som man plejer at sende med Walkman-mobilerne, eftersom jeg synes, de er ubekvemme og svære at få til at blive i ørene. I stedet er det øresnegle, der har en mere konventionel udformning, selvom de giver lidt ekstra bas. Desuden består selve headsettet af et gren-stik til to 3,5 mm-stik, hvor det ene er ledigt, og det andet optages af øresneglene. Med andre ord er det som laver til, at man kan dele sin musik med en ven med egne høretelefoner. Høretelefoner er nemlig også den metode, der anbefales for at få ordentlig lydkvalitet, de indbyggede højtalere giver ikke nogen strålende lydoplevelse, selvom de slet ikke er så hule som hos visse andre telefoner og bedre end med et standardheadset. Desværre ligger lydkvaliteten ved almindelige samtaler uden headset ikke på den rigtige side af gennemsnittet.

Lad os spille noget hegn!

At det er en musikmobil mærker man også i de programmer, der er installeret på forhånd. Der finder man blandt andet spillet Guitar Rock Tour – det er i stil med det populære og umådeligt morsomme guitarhero. Her skal man spille forskellige instrumenter ved at trykke på knapperne eller ryste telefonen. Det er ikke helt så let at spille som den rigtige version, og det er nok heller ikke helt så sjovt, da man ikke kan lave de fede guitarbevægelser med telefonen. Den ubegribelige rystefunktion til at styre afspilningen findes også i Walkman-afdelingen af telefonen. Hvad er fidusen med at kunne skifte sang ved at ryste telefonen, hvis man alligevel skal holde en knap inde for at gøre det?

Skridttæller

Telefonens bevægelsessensor er derimod brugbar, når det gælder skridttæller-funktionen. Programmet er meget simpelt og udregner antallet af skridt på en dag. Men vil man have styr på, hvor meget man bevæger sig på en dag, er den helt fin.

Konkluderende er dette en mobil, der er lige hvad den giver sig ud for at være, i en prisklasse der er overkommelig for mange. Walkman-afspilleren er den her telefons trumfkort, og ellers klarer den sig rigtig fint for en almindelige Java-mobil i mellemklassen at være.