Sonofon med billigt iPhone-abonnement – men med en hage
3 valgte helt i tidens ånd at oprette en gruppe ved navn "Skal 3 skræddersy et iPhone-abonnement?" på Facebook, hvor man kunne tilmelde sig for at vise, at man netop ønsker, at 3 skræddersyer et iPhone-abonnement. Det gjorde de i forbindelse med, at Telias første iPhone-kunder d. 11. januar har overstået den seks måneder lange bindingsperiode.
Men også Sonofon har oprettet en gruppe på Facebook ved navn "Sonofon har allerede skræddersyet et iPhone-abonnement."
Abonnementet hedder Surfn’ SMS og koster 149 kroner om måneden og for det får man 5.000 SMS, minutpris på 49 øre samt 1 GB data. Der er dog en hage ved dataforbruget. De første 500 MB er inkluderet i prisen, men herefter koster det 99 øre per MB, dog højst 250 kroner ekstra om måneden. Oprettelse af abonnementet koster ikke noget.
Telias iPhone-kunder har meldt klart ud, at de gerne vil betale det, som det nu koster, for at få frit dataforbrug til iPhone. Hvorfor lancerer I så sådan et tilbud, hvor de første 500 MB er inkluderet, mens de sidste 500 MB koster 99 øre per MB, men dog højst med en ekstra regning på 250 kroner? Det er jo ikke ligefrem gennemskueligt?
– Det er et paradoks i telebranchen, at man gerne vil have fat i heavy-userne, men at man så lægger de her begrænsninger på data. Det er en ny teknik, så vi laver de her retningslinjer. Jeg kan godt se skismaet, men i kan desværre ikke tilbyde flatrate, forklarer Sonofons pressechef, Peter Glüsing.
Han understreger dog, at Sonofon følger brugernes indspark på diverse internetfora og i takt med, at Sonofon udbygger deres 3G-netværk i 2009, kan det godt være, at flatrate på data bliver et træk fra Sonofons side på et tidspunkt, forklarer Peter Glüsing.
Den samlede max-pris om måneden kan derfor højst blive 399 kroner, samme pris som hos 3, men med den vigtige forskel, at 3 giver frit forbrug op til 10 GB. Holder man sig inden for de 500 MB om måneden, kan tilbuddet altså være billigt nok, men er man virkelig storforbruger, så er det altså ikke det abonnement, man bør vælge.
Abonnement er dog ikke kun til iPhone, men er udviklet med baggrund i det øgede salg af smartphones som HTC Diamond, Touch Pro og HD og Samsung Omnia og Touch Wizz.
Se mere her.