Google tilbyder oplåst Android-mobil
Tilbage i september lancerede T-Mobile deres nye G1, der er lavet af HTC, og er verdens første mobil med Googles nye mobile styresystem Android. Til oktober blev den så sat til salg til T-Mobiles kunder i USA, og sidenhen til engelske T-Mobile-kunder. Nu er det dog blevet muligt at få fat i en G1 uden om T-Mobile.
Google har nemlig netop udgivet den selv samme mobil under navnet Android Dev Phone 1. Den er lavet specielt til software-udviklere og giver muligheden for at lægge egne speciallavede versioner af Android på den.
Foreløbig er Android Dev Phone 1 tilgængelig i 18 lande, og koster cirka 2.500 kroner. For at kunne købe mobilen skal man dog have en udviklerkonto hos Google, der koster 150 kroner at oprette. Desværre er Danmark ikke blandt de 18 lande, men der skulle løbende blive tilføjet lande til listen.