Mere nyt om Sony Ericssons kommende kameramobiler

Det lader til at 2009 står i kameraets tegn for Sony Ericsson, der med en række kameramobiler i pipelinen ser ud til at ville stå stærkere på dette område end nogensinde før.

Mere nyt om Sony Ericssons kommende kameramobiler

Det er bloggen SEMC Blog, der nu kan afsløre modelnavnet for den model, der tidligere har gået under kodenavnet Kate. Den endelige model skal hedde C510, og skal ifølge siden være at finde i butikkerne allerede om to måneder, hvilket umiddelbart lyder utroligt, givet at telefonen først skal annonceres og at Sony Ericsson oftest er forholdsvist lang tid om at få produkterne i butikken fra de er lanceret.

C510s specifikationer inkluderer et 3,2-megapixel kamera med autofokus, en række af Sony Ericssons kendte kameraindstillinger, samt mulighed for at bruge Smile Shutter, hvor telefonen automatisk tager billedet når motivet smiler.

De øvrige to Cyber-shot telefoner, der er tale om, går under kodenavnene Filippa (candybar-telefon) og Frances (slider), og er begge af højere klasse end C510. Begge kommer med et 5-megapixelkamera med autofokus og et væld af kameraindstillinger, inklusiv Smile Shutter. Filippa skulle også komme med en rigtig blitz, mens man med Frances må nøjes med fotolys. Til gengæld er der indbygget GPS i Frances.