LG introducerer elegant Prada-ur
Det er efterhånden blevet svært at vælge mobil, hvis man vil være med på den smarteste mode. Man kan både få indtil flere forskellige Armani-mobiler og også en Dolce&Garbana-mobil. Senest har LG så præsenteret deres helt nye Prada II, der skal tage over efter den originale Prada-model med et nyt fuldt tastatur og væsentligt flere funktioner.
Men ikke nok med dét. Nu har LG nemlig også præsenteret et specielt Prada-ur, der matcher Prada II. Ud over det smarte design er uret også vandtæt og kan desuden også forbinde til Prada II ved hjælp af Bluetooth, således at man kan se både opkald og sms’er på det.
Prada-uret kommer i handlen sammen med Prada II inden for den nærmeste fremtid til en pris på omkring 2.500 kroner, mens prisen for Prada II bliver cirka det dobbelte.
Du kan læse mere om Prada II på LG’s nye hjemmeside for modellen ved at følge linket herunder.