Telia: Mobilabonnement uden mobil og binding
Med det nye koncept ønsker Telia at "gøre op med den klassiske måde at tænke abonnement og mobil på", som de forklarer i en skrivelse. Deres nye koncept inkluderer et månedligt abonnement uden binding og ingen tvang til at købe en ny mobil.
Telia vurderer selv, at det nye koncept vil forandre det danske mobilmarked:
– Vi udfordrer det danske mobilmarked ved at skræddersy en løsning til de danskere, der er ekstra bekymrede for deres økonomi lige nu. Erfaringer fra England viser, at rigtig mange sætter pris på netop denne type løsning, hvor man får alle fordelene fra et abonnement, men blot væsentligt billigere. Det har rykket markedet så markant i England, at konceptet nu er blevet standard der, oplyser Jesper Brøckner.
Der vil være tre forskellige typer abonnementer tilknyttet det nye koncept uden mobil og binding: Telia 8 timer, Telia 12 og Telia 50 timer. Udnyttes et abonnement som Telia 50 Timer fuldt ud, får man en minutpris på cirka 14 øre.
Telias nye tiltag skal ses i lyset af den igangværende finanskrise, hvor danskernes forventede forbrug er faldende.
– Vi tror, at danskerne i stigende grad vil købe de billigere modeller. Danskerne passer lidt mere på pengene og tænker lidt mere over, hvor meget de bruger mobilen. Vores koncept er et godt alternativ i en overgangsperiode, hvor man ikke vil sætte det private forbrug for højt, og hvor man ikke vil binde sig, men derimod leder efter nogle steder, hvor man kan skære i budgettet, siger Jesper Brøckner adm. direktør i Telia.
Ifølge Telia selv har 80 procent af danskerne mobiler liggende derhjemme, som ikke bliver brugt, da mange hele er ude efter den nyeste telefon. Den tendens vil falde, vurderer Telia, på grund af det økonomisk usikre marked.