Obama må vinke farvel til sin mobil
Den 20. januar overtager Barack Obama embedet som USA’s præsident, og bliver dermed verdens vigtigste mand. Men det betyder ikke, at han kan tillade sig at gøre, præcis som han lyster. Snarere tværtimod faktisk. Han må nemlig højst sandsynlig skille sig af med sin BlackBerry, der gennem længere tid har fungeret som hans kontakt til omverdenen ved hjælp af dens indbyggede e-mail-system.
Når Obama tiltræder sin nye rolle som amerikansk præsident, gælder der dog særlige regler for hans kommunikation, skriver The New York Times. Al hans korrespondance skal nemlig arkiveres, og muligvis offentliggøres i fremtiden. Det betyder, at det kan blive meget svært for ham, at få lov at beholde sin e-mailende BlackBerry. Desuden betyder sikkerhedsforanstaltningerne også, at Obama generelt må begrænse sin brug af e-mail, da der er mulighed for, at disse kan blive hacket og opfanget.
(Kilde: jp.dk)