Ny Gmail til mobilen
Hvis du er indehaver af en Gmail-konto og flittigt læser og sender mails, var det måske en idé at installere den tilhørende mobile Gmail-klient på mobilen. Google har nemlig lavet et Java-program til både skrivning og læsning af mails, og det kan bruges på stort set alle nye mobiler.
Gmail-programmet er endda netop udkommet i en ny version med nummeret 2.0. Den nye udgave er blandt andet blevet hurtigere og mere stabil. Desuden kan man nu håndtere flere Gmail-konti samtidig, ligesom man nu også er i stand til at lave flere kladder på én gang, så man nemt kan skrive mails, selvom man er uden for netværksdækning.
Du kan hente det nye Gmail-program ved at gå ind på m.google.com/mail i din mobiltelefons internetbrowser.