Sony Ericsson planlægger touch-mobil med 8 megapixel

Sony Ericsson er kendt for at lække som en si, når det kommer til rygter om kommende mobiler. De fleste rygter plejer at stemme overens med den nærmeste fremtid, og vi kommer her med et udpluk af de seneste.

Sony Ericsson planlægger touch-mobil med 8 megapixel

Der er selvfølgelig meget lidt billedmateriale til de seneste rygter om kommende Sony Ericsson-mobiler. Oplysningerne er ligeledes sporadiske. Men på trods af det, burde rygterne stort set stemme overens med virkeligheden, så derfor kommer vi med et kort opsamslingsheat.

Hikaru

Hikaru er kodenavnet på en Sony Ericsson-telefon, der kommer med både trykfølsom skærm og et kamera på 8 megapixel. Det er en slider-telefon med 8 GB indbygget hukommelse, og som burde være ude i andet kvartal 2009. Her er det desværre noget uklart hvilket styresystem mobilen vil have. Sony Ericssons tidligere touch-mobiler har haft Symbian med UIQ, men Sony Ericsson har selv været ude og sige at UIQ er dødt.

Twiggy

Kodenavnet Twiggy skulle gemme på en klapmobil, meget lig den kommende W350. Telefonens høje opløsning på skærmen ligger på 240 x 320 pixels, der er Walkman 3.0 og den har et 3,2-megapixelkamera. Telefonen skulle være ude i andet kvartal 2009.

W305

Her er der tale om en Walkman-variant af spilmobilen F305. Den er før kendt under kodenavnet Yao, og skulle være ude som lavprismodel i slutningen af første kvartal næste år.

Yue

En Cyber-shot-mobil med et 3,2-megapixelkamera og i candybar-format. Tænkt sig at skulle erstatte K550 som indgangsmodel til Cyber-shot-serien, når den kommer i slutningen af det første kvartal 2009.

Frances

Endnu en Cyber-shot-mobil – denne gang i slider-format og lækkert design. Der er indbygget GPS og linsecover, og desuden funktioner som ansigt- og smile-genkendelse.

Athena

En telefon i Sony Ericssons Snapshot-serie af de mere enkle kameramobiler. Det er en candybar-model i mellemprisklassen, som også skulle komme i det første kvartal.

Filippa

En Cyber-shot-model med 5 megapixel, som vi tidligere har skrevet om. Telefonen skal blandt andet have HSUPA til hurtigere hastigheder. Derudover er der 140 MB indbygget hukommelse og Cyber-shot-funktionerne som ansigt- og smile-genkendelse.

Kate

En mere enkel Cyber-shot-mobil med 3,2 megapixel med autofokus og linsecover – en mobil vi ligeledes har skrevet om tidligere. Udover de samme funktioner som Filippa, har den også Turbo-3G og 120 MB hukommelse.

W705

Kodenavnet er Rika, som er en Walkman-version af den allerede lancerede G705. Ligesom de to forrige, har vi også skrevet om denne tidligere. Telefonen har indbygget GPS og Wlan i et slider-format.

Sony Ericsson har annonceret besparelse, hvor de regner med at lancere 20 procent færre telefoner i løbet af 2009, så vi skal ikke regne med at alle disse modeller vil se dagens lys – og slet ikke i Danmark.