TDC vandt driften af 118

TDC jubler over, at firmaet også i fremtiden skal drive nummeroplysningen 118. Men den eneste konkurrent forlod selv kapløbet inden afgørelsen.

TDC vandt driften af 118

IT- og Telestyrelsen har besluttet, at TDC også i fremtiden skal drive oplysningstjenesten 118.

Det giver følgende udmelding fra TDC i dag.

– Vi er utrolig glade for, at IT- og Telestyrelsen har valgt, at TDC og vores 500 medarbejdere fortsat skal drive og udvikle 118. Det viser, at vi har afleveret det bedste bud med den rigtige pris, siger Christian Holme-Pedersen, underdirektør og ansvarlig for Oplysningen.

Med til historien hører dog, at Eniro, der var den eneste konkurrent, allerede i sidste uge oplyste, at firmaet valgte at bakke ud af udbudsrunden.

Til Computerworld sagde direktør Henrik Dyring fra Eniro, at det simpelthen ikke var realistisk at love en god service inden for den frist som udbuddet beskrev. Hvis Eniro overtog opgaven, ville firmaet få besked den 1. november. Allerede to måneder senere skulle overtagelsen være gennemført.

Selv om det bliver TDC, der fører tjenesten videre som hidtil, så kommer forbrugerne til at mærke en lille ændring efter udbudsrunden.

– Prisen for at bruge 118 bliver i 2009 i gennemsnit sat ned med otte procent i for hold til 2008-priserne, og vi garanterer en bedre tilgængelighed. Det er et par af de nye tiltag, men vi vil løbende udvikle tjenesten, så vores kunderne får endnu flere muligheder, siger Christian Holme-Pedersen fra TDC.