Alt tabes i taxaen
Efter en serie af skandaler om mistede bærbare computere og datatab i det offentlige har det britiske firma Credant Technologies gennemført en rundspørge blandt taxachauffører i London. Den anslår, at der er glemt 55.843 mobiltelefoner og 6.193 andre mobile enheder som lommecomputere og notebooks på bagsædet i taxaer i de sidste seks måneder.
Credant Technologies opfordrer på den baggrund til at beskytte sine mobile enheder med kryptering og kodeord. I takt med, at lagerkapaciteten stiger, bliver problemet stadig mere alvorligt. En hukommelsesnøgle kan indeholde tusindvis af dokumenter eller millioner af kontakter og e-mail-adresser, der kan være guld værd for kriminelle.
En anden undersøgelse fra et kreditkort-selskab i foråret viste, at 16 pct. gemmer deres pin-koder på mobile enheder for at huske dem, og 24 pct. har gemt fødselsdatoen.
Så sent som i denne måned måtte de britiske myndigheder indrømme, at en harddisk med oplysninger om 5.000 ansatte i retsvæsenet var forsvundet, og i sidste måned var det en hukommelsesnøgle med data om titusindvis af fængselsindsatte, der blev væk.
Men rekorden blev sat sidste år, hvor to cd-rom’er med oplysninger om alle 25 millioner modtagere af børnepenge i Storbritannien forsvandt i posten.
Den aktuelle undersøgelse fra Credant Technologies viser dog også, at taxachauffører generelt er et ærligt folkefærd. Ihvertfald hævder 80 pct. af de adspurgte, at ejeren i sidste ende blev genforenet med sin glemte mobile enhed.
Det er ikke kun mobiltelefoner og lommecomputere, der bliver fundet på bagsædet i taxaer. De 300 adspurgte taxachauffører kunne blandt andet fortælle om fundet af toiletsæder, et oversavet jagtgevær, 12 døde fasaner, to hunde, en urne med aske og 2.700 pund i kontanter.