TDC skyld i Skypes danske nedbrud

Det var en teknisk smutter hos TDC, der var årsag til, at en stribe SkypeIn-numre ikke virkede i 14 dage. Årsagen til den lange ventetid på en rettelse skal dog findes hos Skype selv.

TDC skyld i Skypes danske nedbrud

Danske brugere af SkypeIn måtte i sidste måned undvære deres forbindelse til omverdenen. I næsten 14 dage var det ikke muligt at ringe de såkaldte SkypeIn-numre op.

Problemet blev meldt løst den 4. september, men først efter skriverier på ComON og henvendelser fra Skypes danske samarbejdspartner RTX, der laver telefoner, som kan benyttes med Skypes computer-uafhængige SkypeIn-produkt.

Det viste sig, at fejlen skyldtes en smutter hos TDC, der er leverandør af telefonnumre til Skype.

TDCs danske presseafdeling oplyser, at man fik en fejlmelding den 4. september fra Skype. Samme dag fandt man årsagen til fejlen. Den var opstået som konsekvens af en softwareopdatering, hvor efter en række numre ikke blev routet korrekt. Men ifølge TDC fik man allerede samme dag klokken 16 rettet fejlen.

Det vil sige, at fejlmeddelelserne fra de mange brugere har ligget hos i Skype i mindst 13 dage, før man fandt frem til en fejlkilde.

Den reaktionstid møder ikke forståelse i Skypes diskussionsforum.

Det har resulteret i følgende forklaring fra en Skype-ansat:

– Jeg er ked af jeres oplevelse af, at vores kundeservice ikke har været tilfredsstillende. Uden at det skal være en undskylding, så har Skype oplevet en helt uventet mængde henvendelser, hvilket har givet forsinkelser i vores tilbagemeldinger. Vi gør alt for at bringe svartiden ned hurtigst muligt.

Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar fra Skype. ComON ville gerne have spurgt firmaet, hvad man vil gøre i fremtiden for at sikre SkypeIn-produktet.