Fri trafik i Skandinavien
Det er ikke hver dag et rigtig godt tilbud kommer flyvende ind af døren. Men den forholdsvis nye operatør Ice.net, der tidligere er kendt som Nordisk Mobiltelefon, kommer nu med et uimodståeligt ét af slagsen.
Mobilt bredbånd uden bindingsperiode og med fri roaming i hele Skandinavien, er nu noget Ice.net, som de første i Danmark, vil tilbyde sine kunder. Og for at skubbe salget ordentlig i gang, tilbyder operatøren ligeledes et USB-modem for 1 krone de næste 30 dage.
– Vi kan ikke gå ud med de samme markedsføringskroner som 3 gør i øjeblikket, men vi vil hellere benytte en anden markedstilgang, hvor vi i begyndelsen vil leve af kundernes anbefalinger. Vi vil hjælpe 3 med udbredelsen af mobilt bredbånd frem for at konkurrere direkte med dem, preller Erik Hornung af, til spørgsmålet om Ice.net skal til at konkurrere med 3.
Selskabet selv oplyser, at de dækker det meste af Danmark herunder øerne og havet omkring, hvis der skulle blive behov for det. Det er den amerikanske standard kaldet CDMA2000, der har en noget langsommere hastighed end blandt andet 3. Deres 3G bliver sendt på en lavere frekvens, 450 Mhz, der betyder, at de kan bruge meget færre sendere end deres konkurrenter.
Der skulle være mulighed for at downloade med hastigheder op til 3,4 Mbit/s og upload ligger på 1,8 Mbit/s, der altså er hurtigere uploadshastigheder end både Sonofon, TDC og Telia.
Vi kunne tidligere på året bringe en nyhed om, at selskabet var gået konkurs, men den seneste udmelding tyder på det helt modsatte, og Erik Hornung, er da heller ikke sen til at kalde det for rygter, der ikke havde hold i virkeligheden.
– Det tager typisk syv år at få pengene ind igen på sådan et mobilt tiltag, men vi ser nu allerede ud til at få pengene ind igen efter to år, oplyser han tilfreds.