Nokia N96 kommer til Danmark den 13. oktober
En af de modeller, der var mest rift om på årets Mobile World Congress tilbage i februar var Nokia N96, men der skulle altså komme til at gå i alt ni måneder, fra den blev vist frem, til den rammer butikkerne. Helt præcis d. 13. Oktober kommer den i handlen herhjemme.
N96 har alt det, som N95 også har: Indbygget GPS, N-Gagespil, musikafspiller, 5-megapixelkamera og en lang række tjenester til video og internet.
Den leveres med tre måneders navigationslicens til Norden og et valgfrit N-Gagespil. Filmen Transformers vil også ligge præinstalleret på de Nokia N96-telefoner, som sælges i Skandinavien.
Skærmen er 2,8 tommer, den indbyggede hukommelse er på 16 GB og så er den udstyret med DVB-H til rigtig tv, men den teknik er endnu ikke taget i brug herhjemme.
3, Sonofon, Telia og TDC vil alle sælge N96, men uden tilskud forventes den at komme til at koste omkring 5.200 kroner.