Danske Skype-numre er døde
Skype er blevet en verdenssucces på baggrund af muligheden for at tale gratis med andre Skype-brugere på kryds og tværs af kommuneskel og landegrænser.
Men Skype har jævnligt udvidet sin portefølje. For eksempel med produktet SkypeIn, hvor man køber et almindeligt otte-cifret telefonnummer, som personer uden en Skype-konto kan ringe til. På den måde bliver det endnu lettere at vende den traditionelle fastnettelefon ryggen.
Men i øjeblikket mærker flere danske brugere ikke meget til SkypeIns fortræffeligheder. Deres SkypeIn-nummer virker nemlig ikke.
– Det har fungeret upåklageligt i 10 måneder. Og pludselig så virker det ikke mere! fortæller Anders Kousgaard til vores søstermedie ComON.
Siden den 21. august har hans RTX Dualphone, som er forbundet til hans Skype-konto, ikke ringet en eneste gang. Han kan godt ringe ud af huset, men når andre taster SkypeIn-nummeret, så får de blot den særlige fejl-tone, der skal fortælle, at det kaldte nummer ikke findes.
Flere danske brugere har gjort opmærksom på problemet via Skypes forum. Men her har der ikke været meget hjælp at hente.
En Skype-supporter forsøger at hjælpe de frustrerede brugere ved at opfordre dem til på ny at konfigurere deres opsætning i Windows. Men det råd er ikke meget værd.
Dels hjælper det ikke, dels er konceptet med SkypeIn jo netop, at personen, der ringer op, på intet tidspunkt er i nærheden af Windows eller et andet styresystem. Personen ringer fra en fastnet eller mobiltelefon.
Anders Kousgaard har forgæves forsøgt at få hjælp fra Skype.
– Det, der er mest frustrerende ved forløbet, er, at Skype slet ikke reagerer. Jeg har været rundt at lede, og der er både brasilianske og franske brugere, der har beklaget sig over lignende problemer, og der tog det mindst 10 dage, før Skype reagerede. Mon Skype i Danmark har et større problem, end de vil være ved? spørger Anders Kousgaard.
Skype bekræfter over for ComON, at der er et aktuelt problem. Men firmaet vil først senere i dag komme med en udtalelse og forklaring på de tavse telefonlinjer.
Skype forsøger i øvrigt at holde sine brugere oplyst om den aktuelle drift på denne side. Der er dog ingen oplysninger om det aktuelle problem, som opstod den 21. august.