Palm Centro: Velbevaret fossil

Der er ikke sket meget med Palm i mange år. Og det underlige er, at meget stadig er fortræffeligt. Men trods styrkerne er det en telefon med mange svagheder.

Palm Centro: Velbevaret fossil

Det skal siges med det samme: Jeg er vild med Palm. Jeg har en Palm-lommecomputer, som jeg stadig bruger dagligt. Den burde være erstattet med en smartphone, men jeg har endnu ikke fundet et smartphone-system, som føles lige så hurtigt, lige så godt og har de programmer, jeg vil have.

Altså tilhører jeg den potentielle målgruppe for en smartphone fra Palm. Spørgsmålet er så, hvem der ellers gør det. Palm har længe arbejdet med et system, der skal erstatte Palm OS, og meget tyder på, at Palm Centro, der anmeldes her, bliver det sidste apparat med Palm OS som system.

Smartphone til 500 kroner – i USA

I USA er Centro dog blevet en mindre succes, og de fleste købere har aldrig før købt en Palm. Hvad er det, der lokker dem? En smartphone med trykfølsom skærm, qwerty-tastatur og Turbo-3G for 99 dollar, omkring 500 kr. Det er faktisk virkelig imponerende, når man tænker over det.

Her i Europa får vi dog en betydeligt dårligere deal. Den sælges ikke med operatørrabat, så man må købe den fra Palms hjemmeside for 300 euro, omkring 2.500 kr. Hvad værre er – den mangler 3G, da den kun understøtter den amerikanske 3G-standard EV-DO. Her er det altså en GSM-telefon. Er den stadig pengene værd?

Ekstremt lille

Den første reaktion, da jeg tager telefonen ud af æsken, er faktisk et mindre chok. Er den så lille?!? Lille plejer at være fint i telefonsammenhænge, men den regel gælder ikke nødvendigvis for smartphones med qwerty-tastatur.

Sammenlignet med min lommecomputer Palm TX føles Centros skærm som et frimærke. Jeg overdriver heller ikke, når jeg siger, at jeg let kan dække over samtlige taster på qwerty-tastaturet med min tommelfinger.

Jeg havde derfor alvorlig tvivl om, hvorvidt tastaturet overhovedet ville være brugbart, men det finder jeg hurtigt ud af, at det er. Tasterne er lavet af et gummilignende materiale, der gør det let at få fat med neglen, og det går derfor fint at trykke på dem med fingerspidserne. Men bider du negle, er Palm Centro nok ikke en telefon for dig.

Det er det samme med skærmen. Den er godt nok lillebitte sammenlignet med Palms lommecomputere, men ikke helt så lille sammenlignet med andre smartphones. Og den er klar og tydelig, og faktisk ret læsbar også i dagslys. Pennen er ret plastikagtig og alt for blød, men skærmen har god respons.

Bedre end Symbian og Windows Mobile

Og det er her, det begynder at føles lidt mærkeligt, for kun ved at gøre det, man har gjort med kun få forandringer de sidste ti år, lykkes man med noget, som få andre telefonproducenter lykkes med i dag: En mobil med trykfølsom skærm, der reagerer på alle tryk og føles hurtig i responsen.

Følelsen vokser, når jeg bruger telefonen, for Palm OS er et lynhurtigt system, betydeligt hurtigere end mere udviklede Symbian og Windows Mobile. Det er også for det meste intuitivt at bruge. Desuden er der stadig flere programmer at købe og installere end til noget andet smartphone-system end muligvis Windows Mobile. Et system, der ikke har fået en nævneværdig opdatering i tre år, burde ikke kunne være bedre end et dugfrisk system, men pinligt nok for de øvrige producenter er det det på mange planer.

Man mærker dog, at Palm OS aldrig var tiltænkt at være i en telefon. Brugerfladen til telefoni er helt adskilt fra de øvrige menuer, og det føles lidt som om, man har en telefon og en lommecomputer puttet ind i samme cover. Det eneste tilfælde, hvor de egentlig kommunikerer med hinanden, er via adressebogen, og den kommunikation er heller ikke helt vellykket. Det er let at komme til numrene, men på bekostning af den oversigt adressebogen plejede at have i lommecomputerne.

Kalenderen, derimod, ser jeg som en af de funktioner, hvor Palm OS stadig er uovertruffen. Såvel i tilgængelige oversigter som i enkelheden i at tilføje og redigere poster.

Bedst til e-mail

Manglen på 3G er selvfølgelig et stort minus. Webbrowseren er ellers helt okay og virker hurtig, men hvis du ikke har Edge, går det for langsomt at surfe med denne telefon. Den duer stadig til e-mail og her kommer tastaturet jo til sin ret, trods manglende æ, ø, og å. For at komme til dem skal man trykke et antal gange på alt-tasten. Lidt som man skriver tekst på almindelige mobiltelefoner, og det vænner man sig nok til.

Netop e-mail er nok noget af det, den her telefon er bedst til. Man kan selv vælge hvor meget data, der skal hentes ned, læseoversigten er e-mailprogrammet er god, og programmet kan åbne bilag som billeder, office-dokumenter, PDF-filer og endda zip-filer.

Multimedie halter

Musikafspiller og kamera er efterhånden basisfunktioner i en mobil. Palm Centro klarer kun lige de to opgaver. Kameraet har 1,2 megapixel, men får ikke engang ydet dem retfærdighed med sine tågede billeder.

Telefonen har en habil musikafspiller og plads til hukommelseskort, men der medfølger kun et mono-headset. Headset-stikket er desuden 2,5 mm jackstik, så standard-høretelefoner fungerer ikke. Nokias headset fungerer dog til telefonen, men lydkvaliteten bliver, også i et par gode høretelefoner, ikke særlig imponerende.

Vi har altså en smartphone, der er udmærket til et begrænset antal opgaver. God til e-mail, men ikke web. God kalender, men ikke god musikafspiller eller kamera. Masser af programmer at installere, men ingen Java-understøttelse. Et tastatur, der kun er godt til små fingre. Måske er dette det helt rette for nogle af jer. Selv fortsætter jeg med at vente på noget bedre. Måske endda fra Palm.

Ydeevne (tommelfinger op)

Telefonen har ikke Java-understøttelse som standard, og vi kan derfor ikke køre vores ydeevnetest. Helt klart er det, at den er hurtigere end de fleste smartphones, når man bruger den.

Batteritid/taletid (tommelfinger op)

Producentens oplysninger: 4 timer

Batteriets taletid for os: 4 timer 37 minutter

Kommentar: Bedre end det, Palm oplyser. Måske ikke imponerende for en GSM-telefon med så stort batteri, men på den rigtige side af godkendt.

Spørgsmål og svar:

Kan man bruge telefonen uden at skulle have pennen frem i tide og utide?

Ja, det går overraskende godt. Genvejsknapperne har lidt dårlig trykfornemmelse, men firvejsknappen er rigtig god, og man kan komme til det meste i telefonen på den måde, uden at det bliver for indviklet.

Kan jeg skrive tekst direkte på skærmen med pennen?

Ikke i grundversionen, men programmet TealPoint kan købes til, og det giver håndskrift, som du selv kan konfigurere, som du vil.

Kan man tage hukommelseskortet ud uden at fjerne batteriklappen?

I teorien ja, men i praksis er det næsten umuligt. Men man kan i hvert fald tage batteriklappen af uden at slukke telefonen.

Alternativer:

Sony Ericsson G700 er en anden smartphone i samme prisklasse med trykfølsom skærm, men uden qwerty-tastatur. Samsung lancerer snart den billige Windows-mobil I200.