Mobiado introducerer ny luksusmobil
Den canadiske mobilproducent Mobiado har igennem en årrække specialiseret sig i mobiler, der har et noget anderledes og tit noget kantet udseende, og ikke mindst ligger i et prisleje, de færreste normale mennesker har råd til. Og den tradition ser de ud til at fortsætte. I hvert fald har de netop præsenteret en ny eksklusiv model, der kun bliver lavet i 200 eksemplarer.
Den nye model har fået navnet Lucido, og den tilhører Mobiados Luminoso-linie. Designet er for Mobiado typisk kantet, og på højre side vil hver model have dets eget specifikke nummer skrevet på. Til trods for prisen er specifikationerne dog ikke noget at råbe hurra for. Modellen understøtter dog 3G, og har desuden en skærm med en opløsning på 240 x 320 pixel og en indbygget FM-radio.
Der er ikke oplyst nogen pris på modellen, men du kan nok godt forvente, at slippe noget mere end hvad selv den dyreste Nokia eller Sony Ericsson koster, hvis du vil eje en af disse modeller.