Snævert marked for mobilt bredbånd
Til efteråret bliver Bibob formentlig landets første virtuelle mobile bredåndsselskab. Det sker, når stifter Frank Rasmussen indgår en såkaldt MVNO aftale (Mobile Virtual Network Operator) med Sonofon.
Sideløbende med de mobile bredbånds-tilbud, som den aftale skal afstedkomme, vil Bibob fortsætte den nuværende forhandleraftale med 3. Baggrunden for den konstruktion er, at 3 har det bedst dækkende 3G-net, men det har man ikke til sinds at lade andre selskaber leje sig ind på. Hos den mindre bredbåndsudbyder Fullrate har man længe kigget på de høje vækstrater på det mobile bredbånd.
Tidligere lød meldingen, at Fullrate vil leje sig ind på andre net og komme med et mobilt bredbåndsprodukt efter sommeren, men nu siger direktør Stig Myken, at det tilbud har noget længere udsigter. I dag håber han blot at kunne komme med noget "inden årets udgang."
– Vi arbejder da på det. Men sagen er jo, at vi i Danmark har fire netoperatører når det gælder UMTS (3G), og eftersom ingen af dem har dominerende markedsandele, har de ikke pligt til at sælge plads på nettet til andre. Det betyder, at det tager lidt lang tid når man er ude og forhandle med dem, konstaterer Fullrate-direktøren.
Problemerne med at få en MVNO-aftale med enten Telia, Sonofon, TDC eller 3, er, at prisen ifølge Fullrate er høj og at procedurerne for en sådan aftale ikke er på plads.
For sidstnævnte selskabs vedkommende er der desuden den lille hage, at 3 som langsigtet strategi har valgt helt at undgå MVNO-aftaler for enhver pris.
Også hos Bibob lyder meldlingen, at det har været relativt besværligt at få aftaler med de eksisterende ejere af 3G-nettene i Danmark.
Ifølge stifter Frank Rasmussen er den manglende regulering på området med til at gøre konkurrencen sværere.
– Det er bestemt vanskeligt at få MVNO-aftaler på det mobile bredbånd. Det er jo en strategisk beslutning for dem (net-ejerne, red) om de vil gøre det eller ej. Hvis det havde været et reguleret marked, så havde de været tvunget til det. Men IT og Telestyrelsen går desværre i den stik modsatte retning, og vil hellere ophæve al regulering af det danske telemarked. De mener åbenbart, at fordi den regulering, vi har haft hidtil, virkede, så er der ikke grund til at have den mere, lyder det fra Frank Rasmussen.
Der skulle altså også være regulering af det mobile bredbånd – selvom der er rimelig konkurrence på området?
– Ja, der er da konkurrence, men hvis markedet var reguleret ville det jo ikke kun gavne de nytilkomne små spillere. Hvis der blev tjent for mange penge ville regulering skrue ned for det, og hvis der ikke blev, ville reguleringen ikke fjerne noget, mener Frank Rasmusen.
Hos TDC oplyser man, at den service provider kontrakt, som selskabet tilbyder andre selskaber, også gælder TDCs UMTS-net. Service provider aftalen er dog ikke en MVNO-aftale.