Teleanalytiker kritiserer EU-gabestok for dansk mobilbranche

En ny EU-undersøgelse peger en anklagende finger mod danske udbydere af ringetoner og andet indhold til mobiltelefoner. En dansk teleanalytiker mener, at der er tale om en mistænkeliggørelse af hele branchen og savner dokumentation.

Teleanalytiker kritiserer EU-gabestok for dansk mobilbranche

De danske udbydere af ringetoner, baggrundsbilleder og andet indhold til mobiltelefoner har rod i reglerne. Sådan lyder konklusionen i en EU-rapport, der blev udsendt i sidste uge med en tilhørende pressemeddelelse, hvor EU-kommissær Meglena Kuneva retter en skarp kritik mod hele branchen. Der er blandt andet problemer med upræcise prisoplysninger, ikke inkluderede afgifter, eller at kunderne tegner abonnement uden at være klar over det.

Femten danske websteder indgår i undersøgelsen, og samtlige femten har fået et gult kort og skal nu undersøges nærmere. Heraf bliver fire fremhævet som potentielle CPC-sager, hvor overtrædelsen er særlig grov. Rapporten efterlader det indtryk, at samtlige danske websteder, der sælger ringetoner eller andet indhold til mobiltelefoner, har problemer med at overholde forbrugerreglerne.

Tallene vækker undren hos teleanalytiker John Strand, som slet ikke kan genkende billedet af den danske mobil-branche. Han mener at rapporten kaster mudder på de danske udbydere af mobile tjenester – uden at der er dokumentation for anklagerne.

– Jeg syntes at det er dybt kritisabelt at en EU-pressemeddelelse mistænkeliggør danske udbydere af mobile tjenester uden at man har undersøgt, om de lever op til de brancheregler, som de er underlagt i Danmark og som Forbrugerombudsmanden gør en stor indsats for at de skal blive overholdt, siger John Strand til ComON.

Han har kontaktet Forbrugerombudsmanden, som oplyser at man har godkendt EU-pressemeddelelsen fra sidste uge – selvom den pågældende undersøgelse af de danske ringetone-udbydere endnu ikke er færdig.

– Lad os forholde os til fakta, der er at Danmark har verdens mest restriktive regler når det kommer til, hvordan man må markedsføre, sælge og hvilken oplevelse kunderne skal have når de køber mobile tjenester. I Danmark er der en meget høj selvjustits på dette område og Teleindustrien laver et fantastisk stykke arbejde når det kommer til at følge op på hvem der overholder og hvem der ikke overholder reglerne, siger John Strand.

Han bekræfter at der i en række europæiske lande er problemer med visse udbydere af mobilindhold, men mener ikke at dette kan overføres til danske forhold.

– Hvis man ser på hvor mange mobile tjenester der bliver solgt i Danmark og ser på hvor få forbrugerklager der er, så er det et område som i henhold til mine kontakter i industrien og forbrugerombudsmanden er ufattelig få klager på – rent faktisk der flere finansielle transaktioner i Danmark med mobiltelefonen end der er med Dankortet over internettet, siger John Strand.

ComON har talt med Forbrugerombudsmanden sekretariat, som bekræfter at der er tale om et foreløbig gennemgang af indholdsudbydernes hjemmesider. Hvorvidt de enkelte udbydere af ringetoner rent faktisk har overtrådt forbrugerreglerne, skal nu klarlægges i en grundigere undersøgelse.

– Jeg er af den overbevisning at det er helt ok at hænge dem ud som ikke overholder reglerne, omvendt så hænger denne pressemeddelelse hele den danske indholdsindustri ud – og det uden at Forbrugerombudsmanden har taget stilling til det, som EU skriver i den pressemeddelelse, som Forbrugerombudsmanden selv har været med til at godkende, lyder kritikken fra John Strand.