Bliv data-klar til udlandsferien

Udlandspriser på dataforbrug kan til tider være en russisk ordbog med et utal af faldgruber, men IT- og Telestyrelsen vil nu komme dig til undsætning.

Bliv data-klar til udlandsferien

Hvis du skal til udlandet til sommer, og oplever noget der kræver, at du gerne vil holde den hjemlige del af familien underrettet over mobilen, så kan det nemt blive dyrt. At sende data over mobilen er langt fra den billigste løsning i mange lande.

Men det kan samtidig være noget af en grødet affære, at finde hoved og hale i de mange priser. Derfor kommer IT- og Telestyrelsen nu os alle til hjælp med en guide på it-bruger.dk, lover videnskabsministeren, Helge Sander:

– Mange benytter sig af muligheden for at sende data over mobilen. Det er jo en nem måde at kommunikere visuelle budskaber på. Men det kan være svært at gennemskue, hvad det koster, og i mange tilfælde er priserne urimeligt høje fra teleselskabernes side. Det arbejder vi i EU-regi med at få grebet ind overfor – men det er en proces, der ikke er afsluttet på denne side af sommerferien. Derfor har IT- og Telestyrelsen sat fokus på emnet på portalen it-borger.dk, siger videnskabsminister Helge Sander.

Som hovedregel er det dog også vigtigt, at man selv orienterer sig om visse omstændigheder. Blandt andet skal du sikre dig, at dit abonnement tillader dig, at sende data fra udlandet. Det er noget man kan tjekke hos sin egen teleudbyder.

Der er det samtidig også muligt, at orientere sig om hvilke operatører i udlandet, din udbyder samarbejder med. Her er der nemlig priser, der kan variere afhængigt af hvilken udenlands operatør du bruger, samtidig skal man være opmærksom på om man har en abonnementsordning eller taletidskort.

Men du kan læse alle gode råd fra IT- og Telestyrelsen på dette site.