Flash!

Del 2. Dårligt lys og brandfarlige fotoblitz var længe en skidt cocktail. Men så kom der pyrotekniske blitz med eksplosive kemikalier indkapslet i glasbobler. Vi forklarer mobilernes fotobelysning - hvilken teknik er bedst, og hvad kommer i fremtiden?

Flash!

Dårligt lys har plaget fotografer, siden de første kameraer blev opfundet. Tidlige fotoblitz var brandfarlige anordninger med magnesiumpulver, der eksploderede med et kraftigt skin. Senere kom elektroniske blitz med gasrør og anden elektrisk belysning, men de pyrotekniske blitz fulgte med helt ind i 1980erne i form af blitzterninger til engangsbrug, hvor de eksplosive kemikalier var indkapslet i glasbobler.

Kameramobiler har små blænderåbninger og enkel optik, der gør, at der skal meget lys til, for at billederne skal blive gode. Samtidig er der forhindringer, der gør det svært at indbygge en tilstrækkelig god fotobelysning. En stærk lyskilde kræver meget strøm og plads – to mildest talt begrænsede ressourcer i en mobil.

Xenonblitzen – den i særklasse mest populære blitz i andre typer kameraer – bruger ikke nødvendigvis mere strøm end en kraftig lysdiode, men den skal bruge pladskrævende elektronik for at kunne opbygge den kraft, der skal til for at fyre blitzen af.

På grund af besværlighederne med at få plads til en xenonblitz i telefonerne, har producenterne foretrukket små udvendigt monterede lysdioder, der er enklere at bygge ind i mobilernes chips. Lysdioderne giver et betydeligt svagere lys end xenonblitzen, men til gengæld kan de lyse længe sammenlignet med blitzen, der afgiver sit lys på ca. 1/10.000 sekund. Lysdioden kan også fungere som videobelysning og lommelygte, mens xenonblitzen er bedst til stillbilleder.

Producenterne satser netop nu på kompakte xenonblitz i sine skarpeste kameramobiler, men producenterne af lysdioder har ikke givet op. Såkaldte power-LEDs eller lysdioder til høje strømme kan snart blive et alternativ til xenonblitzene. Med den nedkølning og elektronik, der skal til, bruger en power-LED mindre plads end en xenonblitz og har samtidig lysdiodens fordele med mulighed for fast lys til video.

Lyset fra en power-LED er cirka 12 gange stærkere end lyset fra en almindelig lysdiode til mobilkameraer. Det er stadig kun en brøkdel af xenonblitzens intensitet, men eftersom lysdioden kan være tændt med maksimal styrke i hele lukkertiden, tror fortalerne, at kommende mobilkameraer med power-LEDs kan give bedre billeder end dagens mobiler med xenonrør.

I tredje og sidste del af vores Flash-serie fortsætter vi med at se nærmere på lysdioder og xenonblitz, så følg med i morgen her på mobil.nu.