Frank Rasmussen savner Hugo Boss-jakkesæt
Frank Rasmussen får ikke it-matador Ib Kunøes hjælp til at banke Bibob op som telesucces, lige som tilfældet var med Telmore. Det fremgår af Børsen.
Bibob-stifteren kunne ellers godt savne en person som Ib Kunøe, siger han til bladet:
– I Telmore var vi stærke, for jeg var gadedrengen, mens Ib Kunøe holdt styr på mig. I dag mangler jeg en som Ib Kunøe, for jeg kan ikke være begge steder. Jeg sidder med fingrene i systemerne, mens vi mangler en i fremtiden ved yderligere ekspansion, der kan repræsentere os i Hugo Boss-jakkesæt, for ellers får de bare Frank i t-shirt, lyder det fra Frank Rasmussen ifølge Børsen.
Bladet slår dog fast, at de to forhenværende Telmore-ejere næppe kommer i samme sandkasse igen. Ib Kunøe har ved flere lejligheder afvist at ville indgå samarbejde med Frank Ramsussen, anfører Børsen.
Trods manglen på en jakke-klædt kompagnon klarer Frank Rasmussens mobilfirma sig ikke så dårligt endda. I april kom han tæt på Bibob-kunde nummer 50.000 – kun seks måneder efter starten af firmaet. Samtidigt har han lanceret et nyt projekt, der skal udbrede tele-iværksætterens erfaringer og ekspertise til resten af verden.