Acer vil også lave mobiltelefoner
Mobilen, som Acer har i støbeskeen, vil være Microsoft-baseret og blive lanceret i slutningen af i år eller i begyndelsen af 2009. Det har Gianfranco Lanci, der er chef i Acer, udtalt ifølge amobil.no.
Det er indtil videre ukendte mobiloperatører, der skal stå for salget af Acers kommende mobil. Ifølge PC World tager det typisk et halvt år til ni måneder at få en aftale med en operatør på plads, men Acer kan være hurtigere klar med en aftale, da virksomheden allerede har gode kontakter i telebranchen.
Acer har store ambitioner på forhånd. 10 procent af indtægten skal gerne komme fra mobiltelefonmarkedet indenfor få år.
At Acer nu også kaster sig ud i at producere mobiler er ventet, for i marts i år opkøbte virksomheden smartphoneproducenten E-ten. Acer har tidligere lavet PDA’er.