Mobilen kan give kvinder falsk tryghedsfornemmelse
Amerikanske undersøgelser afslører, at mange føler sig mere tryg og dermed tør går steder, de ellers ikke ville gå alene, hvis følgesvenden er en mobiltelefon. Men selvom den ligger i lommen, kan smutvejen gennem parken stadig få uheldige konsekvenser. Det skriver Innovation Lab.
Undersøgelsen, der er lavet med amerikanske collegestuderende, viser bl.a., at op imod 3/4 af de studerende føler sig mere sikre, når de går alene om natten. En senere undersøgelse viser, at ca. 40 procent af de studerende gik steder om aftenen, de normalt ikke ville gå, når bare de medbragte deres mobiltelefon.
Især hos de kvindelige studerende var denne tendens udbredt. Det skyldes formentlig, i følge de amerikanske forskere, at kvinder i forvejen føler sig mere sårbare end deres mandlige medstuderende. Det kan bringe kvinderne i potentielt farlige situationer, fordi mobiltelefonen giver en tryghedsfornemmelse, der sender dem steder, de ellers ville undgå.
Desuden man kan påpege at en mobilsamtale næpper skærper ens sanser, og er det overhovedet muligt at nå at taste 112 eller ringe til en stor, stærk ven, under et potentielt overfald? Vi spørger bare og opfordrer samtidig alle til at udvise den vanlige respekt for mørke parker – også selvom mobilen er med på turen.