HTC sælger mere end forventet
Den taiwanesiske mobilproducent HTC bliver tilsyneladende ikke kun mere og mere populær herhjemme i Danmark. Den førende producent af smartphones med styresystemet Windows Mobile har nemlig netop offentligt finansielle tal for første kvartal af 2008. Og de er rigtig gode.
I løbet af de tre første måneder af i år havde de således en indkomst på 1,08 milliarder dollars, eller hvad der svarer til cirka 5,1 milliarder kroner. Det er godt nok et fald på 16,8 procent i forhold til kvartalet før, hvor indkomsten som regel er høj på grund af julesalget. Til gengæld er det en stigning på hele 38,6 procent i forhold til samme kvartal sidste år, hvilket overgår selv HTC’s egne forventninger.