Teenagere fravælger Nokia
Den sociale netværkstjeneste Habbo har spurgt 58.486 teenagere i 31 lande, hvilke varemærker de hælder mest til.
Nokia er det mobilmærke, som forbrugerne i 15 af de 31 lande foretrækker mest, men i lande som England, Tyskland, Danmark og Schweiz lander Sony Ericsson højere på listen. Også Samsung har øget sin popularitet sammenlignet med sidste gang en lignende undersøgelse blev gennemført i 2006, og de ligger for eksempel højere på popularitetslisten i England end Nokia. I 2006 lå Nokia øverst i alle landene, så selvom finnernes popularitet stadig er stor, er den samtidig også faldende.
Undersøgelsen viser også, at brugen at multimediafunktioner i mobilen er øget markant. I 2006 brugte 38 procent af de adspurgte teenagere mobilen til at lytte til musik med. I dag er det tal på 71 procent.
Det oplyses også, at 70 procent bruger deres mobil som kamera, både til stillbilleder og videooptagelser, mens 64 procent bruger mobiltelefonen til at spille på. Hele 75 procent bruger også mobiltelefonen til at surfe på nettet med eller at sende e-mails eller chatte med.