Årets største trusler på mobilen
Jo mere avancerede vores mobiltelefoner bliver, jo mere interessante bliver de tilsyneladende for hackere. Sikkerhedsselskabet F-Secure, der tilbyder sine kunder beskyttelse mod trusler fra internettet og mobile netværk, har nu opgjort, hvad de største mobiltrusler har været i de første tre måneder af året. Det skriver mobilen.no.
F-Secure har hæftet sig ved det, de kalder verdens første trojanske hest, Kiazha, som holder mobilen som gidsel. Brugeren downloader vira, som kamufleres som ufarlige programmer – og for at helbrede mobilen må han eller hun hoste op med syv dollar (lidt over 50 kroner) via en betalingstjeneste på nettet.
En såkaldt orm, der spreder sig via MMS og Bluetooth, har også gjort livet surt for mobilbrugere i år. Ormen gemmer sig ved at ligne en mediefil, mens den i virkeligheden er et program, som kan bruges til Symbian Series 60-mobiler. Hold øje med ormens navne, som bl.a. er beauty.jpg, sec.mp3 og love.rm.
Mediefilerne opfordrer mobilbrugeren til at installere noget, hvilket de ufarlige mediefiler aldrig gør. Kun ved at acceptere en installation, kan brugeren blive udsat for et ormeangreb.
Også mobilens hukommelseskort er ofte blevet udsat for angreb i år. HatiHati er navnet på et program, som spreder sig via MMC-hukommelseskort. Når det har kopieret sig over på et nyt hukommelseskort, kan HatiHati selv sende MMS-beskeder, og det vil blive en streg i regningen for brugeren.
I forlængelsen af F-Secures opgørelse over årets værste mobiltrusler, annoncerer sikkerhedsselskabet et nyt antivirusprogram for Windows mobiler. Ifølge selskabet er der en ny version af Mobile Security til Windows Mobile på trapperne. Programmet vil også blive udstyret med en såkaldt firewall, som skal beskytte mobilen, når den kobles til Wi-fi-netærk i det offentlige rum.