Bibob introducerer nyt erhvervskoncept

Bibob introducerer i morgen et nyt erhvervskoncept, der gør det muligt at ringe til for eksempel USA og Canada for 1,25 kroner i minuttet. Med nyt sim-kort kan det blive langt billigere at sende sms'er og endelig vil der også være muligt at koble to mobilnumre til ét SIM-kort.

Bibob introducerer nyt erhvervskoncept

Lavprisselskabet Bibob har længe været blandt de billigste mobiloperatører, når det gælder samtaler. Nu tager de skridtet videre og presser prisen endnu mere på udlandstelefoni, når de i morgen introducerer et nyt erhvervskoncept.

Hvor det før kostede 3,75 kroner at ringe til et nordisk nummer, koster det fremover 1,25 kroner. Det samme gør sig gældende for opkald til USA. Bibob har valgt at dele verdenen op i tre grupper med tre forskellige priser. I boksene forneden kan du se, hvilke lande de enkelte grupper dækker over samt minutprisen til de enkelte lande.

Den nye prisstruktur betyder, at man fremover skal betale for at blive oprettet med udlandstelefoni. Det koster 75 kroner at blive oprettet, men eksisterende kunder får de nye priser automatisk, og skal ikke betale for oprettelsen, forklarer Bibob-direktør Frank Rasmussen.

Desuden vil firmaer kunne få én regning med alle de numre, de har. De kan registrere numre, som kan åbnes og lukkes som firmaerne ønsker det, og det vil være muligt at få oprettet to mobilnumre på ét SIM-kort.

– I den forbindelse bliver det interessant for både firmaer og private, da feriesæsonen begynder nu, forklarer Frank Rasmussen.

Bibob har desuden indgået en ny aftale omkring SIM-kort, så de fremover vil bruge sim-kort på 128 kb i stedet for de nuværende 32 kb. Den ekstra plads skal dog ikke bruges til flere telefonnumre, da man alligevel bare har dem liggende på mobilen, forklarer Frank Rasmussen:

– Den ekstra plads skal bruges til nye applikationer. En af de nye applikationer bliver peer-to-peer på sms. Det gør det afsindigt billigt at sende sms’er. Vi kan gå fra en kostpris på 8 øre i dag til 0,1 øre. Og det er klart, at det vil komme kunderne til gode på sigt, men vi skal først have noget volumen på, forklarer Frank Rasmussen.